Ny aftale skal styrke sundhedsvæsenet i Grønland

Det Grønlandske Sundhedsvæsen og Danske Regioner har indgået en aftale om en ny stafetordning, hvor sundhedspersonale fra danske hospitaler fremover skal arbejde på skift i Grønland. Ordningen skal bidrage til større kontinuitet og mere stabile rammer for patienter og ansatte i det grønlandske sundhedsvæsen.
Aftalen betyder, at læger, sygeplejersker og andre faggrupper fra danske sygehusafdelinger midlertidigt bliver ansat i Grønland for at varetage samme funktion i en aftalt periode. Initiativet skal blandt andet styrke bemandingen inden for akutområdet, fødsler og psykiatri.
Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim, glæder sig over samarbejdet.
”Jeg er virkelig glad for den aftale, som nu er indgået. Den sikrer større stabilitet for patienterne i Grønland og giver samtidig bedre arbejdsvilkår for ledere og personale, fordi der kommer større kontinuitet og flere kompetencer.”
Ifølge Danske Regioner bygger aftalen videre på tidligere erfaringer med stafetaftaler mellem Grønland og danske hospitaler, som har bidraget til mere sammenhængende patientforløb og bedre koordinering.
Formand for Danske Regioner Mads Duedahl kalder ordningen et udtryk for et tæt samarbejde mellem Grønland og Danmark.
”Vi vil gerne være med til med at styrke Det Grønlandske Sundhedsvæsen, og jeg er rigtig glad for, at regionernes medarbejdere får mulighed for at bidrage til udvikling og større kontinuitet.”
Deltagelse i ordningen bliver frivillig for de danske medarbejdere, som vender tilbage til deres faste stillinger i Danmark efter opholdet i Grønland.
Faktaboks
- Det Grønlandske Sundhedsvæsen og Danske Regioner har indgået en ny stafetordning
- Sundhedspersonale fra Danmark skal arbejde midlertidigt i Grønland
- Ordningen omfatter blandt andet læger, sygeplejersker og andre faggrupper
- Fokusområder er blandt andet akutområdet, fødsler og psykiatri
- Ordningen gælder både Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og sygehuse på kysten
- Det Grønlandske Sundhedsvæsen aflønner medarbejderne efter grønlandske overenskomster
- Staten betaler et særligt stafettillæg
- Deltagelse er frivillig for ansatte fra danske hospitaler






Accepter kun nødvendige cookies